McDonald’s på Telefontorvet serverer hver nat et utal af burgere, fritter og nuggets til et væld af mennesker, der er på vej hjem fra det aarhusianske natteliv. Men kan folk egentligt holde den gode tone, selvom de har indtaget store mængder alkohol?
Af Otto Christian Korse
”Har du spist 42 nuggets?”, lyder det overrasket fra en halvsnalret gut til sin helsnalrede ven. Den angivelige nugget-spiser kan ikke fremstamme et decideret svar, men formår blot at sige en lyd, der kunne antyde, at han rent faktisk har indtaget tæt på et halvt hundrede nuggets.
Klokken har lige akkurat rundet 23:05, og McDonald’s på Telefontorvet i Aarhus er halvt fyldt. Restaurantens gæster er relativt ædru. Det er trods alt en onsdag aften i oktober. En gruppe gymnasiegutter er dog et niveau eller to over de andre gæster. Der tales højlydt om fravær, og om de kan undlade at møde op dagen efter. De når ikke frem til noget endeligt svar, men forlader restauranten med retning mod alt andet end hjem.
Her hvor natten fortsat er ung, kommer gæsterne i alle aldre, typer, størrelser og grader af beruselse. Nogle ved lige akkurat, hvad de skal have, mens andre bruger lang tid på at stirre tomt ind i de store LED-bestillingsskærme, der som et dystopisk Stonehenge er placeret nøjsomt rundt omkring i restauranten.
Husk nu lige det gode humør
Nat efter nat strømmer et utal af mennesker forbi McDonald’s på Telefontorvet, som med sin strategiske placering ligger lige i smørhullet af Aarhus’ byliv. Men hvordan er tonen – og kan folk tale og opføre sig ordentligt, selvom promillen er skudt i vejret?
”Nej, nummer enogtredive”, forklarer ekspedienten tålmodigt den noget fulde dame, der af uforklarlige årsager troede, der blev sagt ’29’. Hverken kvinden eller resten af klientellet forsøger at snyde, men alkoholen har gjort, at både motorikken og de notoriske taleevner har lidt et knæk – og det bliver nådesløst udstillet i lyset på McDonald’s, der ikke efterlader en eneste halvmørk afkrog.
Lydtapetet en aften som i aften er McDonald’s, når det er bedst. De fulde mennesker, der venter på deres bestillinger, forsøger efter bedste evne at overdøve den bippen, der konstant kommer fra køkkenet. Kapløbet mellem folks snakken og de mange bip fra køkkenet dør ud en halv time inde i den nye dag, da størstedelen af gæsterne nu har fået deres mad.
Der er samtidigt sket et skift i klientellet. For dem, der nu spiser i restauranten, er dem, der kan stoppe, mens legen er god. De er fulde, bevares, men de kan kende forskel på højre og venstre, op og ned. De skal måske endda på arbejde i morgen tidlig.
Der er et fint flow i restauranten, og stemningen er god. Der bliver beatboxet, lavet Donald Trump-efterligninger og snakket højlydt.
Slagmarken set fra medarbejdernes perspektiv.
Slagsbrødre uden slutprodukt
Klokken har lige rundet 02:00, da den gode stemning ødelægges for første gang. For med ét brydes det føromtalte lydtapet med høj snak og biplyde, da to mænd kommer op at toppes. Den ene mand er aggressiv, omkring 50 år og alene, mens den anden er noget yngre og står i en gruppe. De råber ad hinanden, er klar til at slås, og de to kamphaner er pludseligt blevet centrum for alt i restauranten. Det er lige indtil, at en medarbejder meget roligt stiller sig mellem de to wannabe-slagsbrødre. Det deeskalerer situationen nok til, at den ældre, enlige herre kan få sin mad og gå sin vej.
Tæt på slagsmål, men situationen blev afværget. De højlydte råb fra skænderiet påvirker ikke en gruppe, der sidder og spiser sin mad. Gruppen taler bare højere. Senere begynder to af pigerne i selskabet – begge med solbriller i panden trods klokkeslættet – uden påviselig grund at konkurrere længe om, hvem der kan råbe ’Nina’ højest. Der er ingen vindere.
Efterhånden som nattetimerne skrider frem, bliver folk mere højlydte i deres udråb. ”Hallo har du fået din mad, din dumme kælling?”, spørger en temmelig vissen mand sin gode ven – men det er mest ment for sjov, uagtet om vittigheden landede, som den skulle eller ej. Den generelle tone er munter, og de ansatte skal ikke lægge ører til mere, end hvad man burde forvente for en nattevagt i smørhullet af Aarhus’ midtby. ”Hvad skal der til for, at jeg kan få dit nummer?”, spørger en gæst en af ekspedienterne. Han får blot et høfligt smil inden pigen vender ryggen til ham. Og på den måde indkapsler den håbefulde kunde størstedelen af en gennemsnitlig nat på McDonalds: Folk er fulde, paraderne er nede, men de fleste er glade.
Med en lille halv time til lukketid, sker der noget, der trods alt kan få det hærdede personale til at se en ekstra gang: Manden i 50’erne, der halvanden time tidligere var ved at komme i slagsmål med en flok unge, kommer nu igen ind på restauranten. Men nu i kørestol.
Ingen ved, hvorfor eller hvordan han er endt i en kørestol, men faretruende ser han ikke ligefrem ud. Han ruller ind ad døren, snakker med en flok damer, han ikke kender, i en ti minutters tid, inden han ruller videre ud ad døren igen. ”Det er altså ikke normalt, det her”, fortæller en af de ansatte, og de har alligevel set en del.
’Den sidste’ ligger på Telefontorvet
Det nærmer sig så småt lukketid, og folk er taget hjem denne nat til torsdag. Selvom det endnu ikke er lille-fredag, men derimod lille-lille-fredag – eller mega-tirsdag alt afhængig af, hvordan man anskuer verden – så har der været godt gang i den. Både i det aarhusianske byliv, men i særdeleshed også på McDonald’s på Telefontorvet. For hvis byturens sidste stop er på ’Den sidste’, som Tobias Rahim synger, så er McDonald’s på Telefontorvet for langt de fleste i Aarhus ’Den allersidste’. Folk er fulde, motorisk udfordrede og bøvede på en utilsigtet måde, men de mener det godt – og det er det, der er det vigtigste, når det meste af et feststemt, alkoholramt natteliv skal gelejdes sikkert gennem McDonald’s og den sidste optankning på vejen hjem.
Og klokken 3:58 lukkes dørene. Den sidste burger er sendt over disken. De ansatte er her til klokken fem. Og klokken seks åbner morgenholdet det hele igen – klar til til endnu en dag med nuggets, god stemning og potentielle slagsmål.